underside-topfoto-placeholder3.jpg

Æskeskildpadde

Æskeskildpadder er sumpskildpadder, der på visse punkter ligner landskildpadder.

Landskildpadder lever udelukkende på land og æder næsten kun planteføde, mens sumpskildpadder opholder sig i vandet, hvor de æder andre smådyr. 
Æskeskildpadderne derimod lever mest på land, men i fugtige omgivelser, og tilbringer en del af tiden i vand. Man kalder dem derfor semi-akvatiske, og de skal altid have adgang til en vanddel i deres akvaterrarie til daglige bade 

Sociale behov/floksammensætning 
Æskeskildpadder er overvejende sociale dyr, skønt de ikke er tæt knyttet til en decideret flok eller gruppe. En han og en hun, evt. flere hunner, kan derfor godt være sammen. Sæt ikke for mange hanner sammen, for at undgå territorial aggression. Tjek altid at dyrene kan enes om pladsen i terrariet, ellers må du få et større akvaterrarie, lave flere skjulesteder eller skille dem ad. Som hos alle andre dyrearter kan visse individer af æskeskildpadder være mere bidske end andre! 

Fodring 
Æskeskildpadder æder næsten kun animalsk foder, og har relativt lidt brug for grønt. Foderemner er kæmpemelorme, oksekød, snegle, fisk, regnorme og evt. dåsekattemad. Hold igen med dåsekattemad da det feder meget. 
Giv grønt mælkebøtter, kål og lignende. Tilbyd ikke vandholdige foderemner som salat, agurk og tomat. Giv gerne sød, blød, moden frugt såsom bær, melon ogbanan. 
Det er vigtigt at variere foderemnerne. 

Krybdyr kan ikke selv danne det aktive vitamin D3, hvis de ikke udsættes for solens lys eller for kunstigt ultraviolet lys. I den forbindelse er det vigtigt at huske, at ultraviolet lys ikke kan gennemtrænge glas. D3-vitamin har især betydning for at knoglerne opbygges korrekt. Desuden har også foderets indhold af kalk og fosfor betydning for knoglerne. Kort kan det siges, at der skal være så meget kalk og så lidt fosfor som muligt. Derudover har foderets indhold af A-vitamin betydning for at huden og mund- og øjenslimhindens sundhed. Tilsæt derfor foderet vitamin- og kalkpulver indeholdende D3-vitamin. 
Fodres et par gange ugentligt, resten af dagene er fastedage. Pas på med overfodring, da æskeskildpadder kan æde meget. 

Terrarie-indretning 
Brug et min. 250 liter stort akvaterrarium/akvarium.til ungdyr, gerne større til voksendyr. Der skal være en lavtstående vanddel; er vanddelen dyb, skal dyrene kunne klatre op på landdelen, da de svømmer dårligt. Æskeskildpadder opholder sig meget af tiden i vand. Herudover skal der være en landdel med beplantning som mos og græs, der kan holde på fugtigheden. 
Lav muligheder for skjul såsom store rødder, stenhuler o.lign. 
Bundlaget i landdelen kan bestå af en ligelig blanding af flis, jord og sand, og vandet skal kunne drænes væk. 

Temperaturen i terrariet bør have et spænd fra ca. 20–50 °C fordelt over terrariets areal, således dyrene altid kan finde en plads med en passende temperatur for dem. Brug altid et termometer til at tjekke, at terrariets temperatur har denne spændvidde. Varmepladsen skal have en temperatur på ca. 38-40 °C. 

Rengøring 
Fjern gammelt foder, og byg skjulestederne op igen. Overbrus terrariet dagligt.. 
Én gang om ugen eller efter behov skiftes landdelen og vandet, husk der skal være et godt filter til vandet.

Håndtering 
Æskeskildpadder kan være lidt mere sky/aggressive end landskildpadder. Hvis skildpadden er meget aggressiv, og man har brug for at håndtere den, kan den tages op ved at gribe roligt og forsigtigt om bagenden/bagkanten af skjoldet (og kun skjoldet) – æskeskildpadder kan ikke trække halsen så langt ud, at de kan bide hånden herfra. 

Aktivering 
Fodres med helt foder, evt. levende foderemner såsom kæmpemelorme, snegle og regnorme. I sommerhalvåret kan æskeskildpadderne holdes i et udendørs anlæg, men bør ellers ikke flyttes frem og tilbage mellem ude- og inde-miljø da det stresser dyrene. Husk at der skal være mulighed for at søge skygge, og at skildpadden ikke må kunne slippe væk. 
De kan lide at grave sig ned i landdelen, lav derfor gode skjulesteder. 

Livsforløb/formering 
Æskeskildpadder kan leve i op til 30-40 år, og måler, i udvokset størrelse, fra 18-25 cm. 
Hunnen lægger 3-5 æg, som klækkes efter 76-80 dage. 

Sundhed/sygdom 
Hos alle krybdyr er nedsat eller ophørt ædelyst, rødme og/eller belægning i munden, hævede eller lukkede øjne, besværet vejrtrækning og problemer med hudskiftet tegn på A-vitaminmangel. Ubehandlet vil det føre til at dyret enten sulter ihjel eller får dødelige følgesygdomme som f.eks. lungebetændelse og hudbetændelse. 

Hos æskeskildpadder vil de første symptomer på A-vitaminmangel ofte være at slimhinden i munden bliver rød og får belægninger. Dyret vil pga. smerter holde op med at spise. 

For lidt D3-vitamin og/eller forkert balance mellem kalk og fosfor bevirker, at knoglerne udvikler sig forkert og bliver bløde eller nemt knækker. Selvom dette ikke nødvendigvis er dødeligt, vil dyrenes livskvalitet voldsomt nedsættes og i visse tilfælde kan kæbeknoglerne blive så påvirkede, at dyret ikke kan spise. 

Hos skildpadder ses ved D3-vitaminmangel at skjoldet bliver blødt og gummiagtigt, samt får et bulet eller kegleformet udseende. 

De ovenstående sygdomme kræver, at dyret både tages under akut behandling af en krybdyrkyndig dyrlæge, og at der sker en omlægning af dyrets kost. 

Vil du vide mere: 
Nordisk Herpetologisk Forening 

 

Website by Buchs