underside-topfoto-placeholder5.jpg

Rundt om dyr

Hund tog toget hjemitf161003
En skotsk labrador ved navn Archie blev væk fra sin ejer og besluttede sig for at tage hen til den togstation, hvor den tidligere var stået af med sin ejer. Her ventede Archie tålmodigt i nogle minutter, men da ejeren ikke dukkede op, hoppede han resolut på et tog.
Archie formåede faktisk at tage det rigtige tog, og da toget efter 12 minutter holdt ved hjembyens station masede Archie sig stålsat forbi de måbende medpassagerer og stod af.

"Det er en meget klog hund", siger den stolte ejer Mike Taitt til The Mail on Sunday.
Hunden var dog blevet opdaget af et overvågningskamera, og en konduktør fik labradoren genforenet med sin ejer.
"Da Arvhie ikke kunne finde mig, tog han ganske enkelt det rigtige tog hjem til Insch. Han har kørt med toget før. Jeg er overbevist om, at han ved, hvad han gjorde," siger Mike Taitt.

Kæmpedusør for hund
Et engelsk ægtepar vil give hvad som helst for at finde deres 15 år gamle labrador-gadekryds, Natasha, som er løbet hjemmefra. De har taget lån i huset og solgt deres vielsesringe for at skaffe en findeløn på intet mindre end 440.000 kr.

Ejeren, Roy Cousins, der er arbejdsmand, anser 440.000 for at være en beskeden pris at betale for at få hunden tilbage. Og Roys kone er ganske enig:

"Jeg vil gøre alt for at få hende tilbage og har ikke opgivet håbet," siger Diane Cousins, der har hængt efterlysningsplakater op overalt i bydelen Bromley i det sydøstlige London.
I tilfælde af, at Natasha skulle have forvildet sig ombord på en flyver til Danmark, kan vi oplyse eventuelle dusørjagere om, at Natascha er gyldenbrun, og at den halter ret voldsomt på det højre forben.

Find kæledyret på nettet
Dyrenes Beskyttelses internater bruger internettet som et effektivt middel til at skaffe nye hjem til kæledyr. I annoncer finder man billeder og beskrivelser af forskellige kæledyr. Og kontaktannoncerne virker.

»Vi tror på, at dyr har følelser og er lige så forskellige som mennesker, så derfor vil vi gerne fortælle lidt om det enkelte dyr,« siger informationschef i Dyrenes Beskyttelse Gitte Staffeldt.
Alle dyr har fået en sundhedsattest fra dyrlægen, inden de bliver lagt på nettet, og det er kun de fredelige af slagsen, som internaterne forsøger at finde nye hjem til.
Det koster penge både at aflevere og hente sit kæledyr. Priserne på at hente et kæledyr varierer fra internat til internat, men så er man også sikret, at dyrene er vaccineret - og køber man en killing, får man halvdelen af dyrlægeregningen refunderet, når killingen bliver øremærket og neutraliseret.

Designede kæledyr
Vi kender begrebet functional food – nu skal vi måske til at vænne os til begrebet functional pets. I hvert fald er et firma fra Texas klar med det første specialkonstruerede kæledyr, den selvlysende GloFish.
Det er en zebra-fisk, som har lagt gener til det nye kræ, skriver New York Times.
Den er i naturen både sølvfarvet og sort, men ved at kombinere med et gen fra en koral bliver den fire-fem centimeter lange fisk pludselig stærk rød i normalt lys og forvandler sig til selvlysende under ultraviolet lys.

Firmaet kalder selv GloFish for "et videnskabeligt mirakel", som allerede er i handlen i USA.
På Taiwan kan man købe en anden variant af selvlysende fisk, som også eksporteres til andre asiatiske lande. Men reaktionen er ikke udeblevet, og i Singapore har man slået hårdt ned på forsøg på import.
Spørgsmålet er så, hvad det næste bliver – en kat med ørnevinger?

Restaurantkæde for katte
Næste gang du og din kat tager turen til New York var det måske værd at overveje, om I skulle lægge vejen forbi 5th Avenue. Her finder I nemlig den første katterestaurant.
Det er kattemadsproducenten Meow Mix Companys, der står bag idéen, og planen er at åbne en kæde af restauranter for katteejere, som trænger til at komme lidt ud sammen.

”Katte spiller en central rolle i vores liv, og alligevel er kun få steder kattevenlige. Hundeejere kan tage deres kæledyr med i parken eller på café, men det kan katteejere ikke. Vi vil skabe et sted, hvor tingene sker på kattenes præmisser, og hvor hunde ikke har adgang”, udtaler direktør Richard Thompson fra Meow Mix.
Restauranten tilbyder de firbenede gæster delikatesser a la Upstream Dream, Filet Meow og Deep Sea Delight.
Tilbage er blot at håbe, at tjeneren ikke får byttet rundt på gæsternes mad.


Kilder: Berlingske Tidende, Jyllands Posten, Politiken

Website by Buchs